I Historisk Tidsskrift, Bind 12, række 4 har Lorenz Rerup skrevet en nekrolog over Hans Lund. Den gengives her næsten i sin helhed:Den 17. april 1969 døde tidligere forstander for Rødding Højskole, cand. mag. Hans Lund, 78 år gammel. Han
var en lødig historiker og nåede det ypperlige på folkeoplysningens område. Navnlig satte han sit præg på landbokredse og på udviklingen i Sønderjylland, der også som emner for hans i øvrigt vidt spændende foredragsvirksomhed i særlig
grad havde hans hjerte. Hans Alslev Lund blev født den 10. Dec. 1890 i et avlsbrugerhjem i købstaden Varde. Som dreng ville han helst være landmand, men da faderen skønnede, at han var upraktisk, fik han en boglig uddannelse. 1909 dimitterede
s han fra Katedralskolen i Ribe og i 1916 blev han cand. mag. med historie som hovedfag. Han opgav dog aldrig forestillingen om, at bondens gerning og levemåde var den menneskeligt mest udviklende tilværelsesform. Hans Lund kunne have valg
t en videnskabelig løbebane. Han havde imidlertid allerede i Ribeårene sammen med kammerater været holder af Højskolebladet, havde i sin studietid holdt til i Studenterkredsen omkring Vartovmenigheden og deltaget i dens ungdomsarbejde på
Vesterbro, og grundtvigske skolefolk udvirkede, at den unge kandidat efter overstået rekruttid i foråret 1917 kom til at lede et skolearbejde blandt sikringsstyrkens soldater i Grevelejren.
Med denne baggrund og da han havde en usædvanlig evne til at komme i kontakt med voksen ungdom, faldt det ham naturligt at vælge et arbejde i folkehøjskolens tjeneste. I november 1917 Blev Hans Lund ansat som lærer ved Askov Højskole, de
r just i denne tid oplevede en frodig blomstring. I de foregående år var lærerstaben blevet fornyet, og den unge vestjyde udgjorde sammen med cand. polyt. J. Th. Arnfred, cand. mag. C. P. Ostenfeld og mag. scient. Jens Rosenkjær et inspire
rende firkløver, der også virkede ud over skolens rammer, bl. a. fra 1921 ved udgivelse af tidsskriftet Dansk Udsyn, hvis redaktion Hans Lund deltog i fra 1921 til 1942. G.P. Ostenfeld betød meget for Hans Lunds udvikling som historiker.
Efter eget udsagn lærte han mere af ham end af nogen af sine universitetslærere. I 1926 blev Hans Lund forstander for Rødding Højskole, den ældste danske folkehøjskole. Her var arbejdet under fremmed herredømmet delvis blevet fortsat
indtil 1885 og genoptaget i 1920, men skolen gik ikke godt. Af de tilbud om forstanderstillinger, Hans Lund fik i disse år, bød Rødding omtrent på ringeste ydre kår. Også andre vanskeligheder gjaldt det at overvinde. Elev flokken var
anderslede end den ret så broget sammensatte flok, han havde kunnet arbejde med på Askov, Rødding var - og forblev i Hans Lunds tid - en udpræget bondeskole. Endelig var forholdene syd for Kongeåen så kort efter genforeningen endnu meget
forskellige fra de kongerigske forhold. Den udpinte landsdel ramtes hårdt af landbrugskrisen, og man kunne ikke vide, om det ville få større nationale virkninger.
Det kunne let gå sådan, at en tilflytter kom til at stå udenfor. Men Lund var i Rødding kommet i sit rette element. Skolen blev i hans forstander tid (1926-52) en af landets største og mest ansete. For Sønderjylland blev den tillige et
folkeligt kraft centrum, et betydningsfuldt led i landsdelens åndelige genforening med Danmark. I arbejdet på skolens udvikling blev Lund selvsagt hjulpet af mange skiftende medarbejdere, heriblandt navnlig den nuværende Kirkeminister Arne Fo
g Pedersen, der i 1953 blev hans efterfølger som forstander. En væsentlig del af æren for skolens trivsel tilkommer også Hans Lunds kone, Ellen Margrethe, født Bagge. Netop for den højskoletanke, Rødding var udtryk for, betød
forstanderparret overordentlig meget: Eleverne skulle ikke blot arbejde sammen om de spørgsmål, der optog deres sind, under "kammeratligt samvær", men skulle også gøre det "i et Hjemlivs tryghed og fortrolighed", mål, der blev nået på Rødding
Højskole. Hans Lund virkede stærkt på sine elever, hvis antal nærmede sig de titusinde. Han var ligefrem at tale med og dog en meget myndig mand, som man ikke nærmede sig med snak. Bogstaveligt vedkom hver eneste elev ham, hans personhukommelse va
r enestående.
Få timer efter ankomsten af et nyt hold - det var gerne hold på 150 - kendte han ikke blot deres navne, men ofte tillige deres familie baggrund, slægtninge, der tidligere havde været på skolen og meget mere. Og han blev ved at huske sine
elever, som de huskede ham. Til sin død modtog han breve fra Grevelejr-tiden. Som højskolemand virkede Hans Lund fortrinsvis gennem det talte ord. Hans stemme var dyb og rolig, ro udstrålede også hans tætte skikkelse. Alt effekt jageri va
r ham imod, han talte vel overvejet og sagligt, brugte manuskript, veg ikke tilbage for tal og tabeller. Hans undervisning i samfundslære kunne finde sted med grundlag alene i Højskolesangbogen og Statistisk Årbog, og selv om skolens eleve
r, som det praktiske livs mænd, mødte uden skolede forkundskaber, lærte han dem at forstå de kræfter, der brødes i samfundet. Hans foredrag var altid bygget på omfattende viden og sans for mange livsområder, navnlig havde han en
ejendommelig evne til at fortælle om en historisk personlighed, så den stod levende for tilhørernes blikke. Hans foredrag var altid strengt redeligt, men det var aldrig uengageret. Hans Lund var også en flittig skribent. Hans Bibliografi, der er try
kt i den samling aftaler og artikler, Historiker i Højskolens Tjeneste, som han udsendte i anledning af sin 70-årsdag, tæller indtil 1960 355 numre, og så er småting endda ikke medtaget.
Af større bidrag kan nævnes den vigtige og solide udgave af Sofus Høgsbros Brevveksling og Dagbøger I-II (1923-24, dagbogen for 1894 blev udgivet i 1926 i Dansk Udsyn) og et afsnit om Tyskland 1866-1914 i Povl Engelstoft og Fred. Nørgaard
: Hovedtræk af Verdenshistorien fra 1866 til vore dage (1922), et vidnesbyrd om den interesse, hvormed Hans Lund omfattede nabofolket, indtil nazismens fremvækst vakte hans foragt. Til Det danske Folks Historie (bd. IV, 1928) skrev han Und
er Forbundet mellem Konge og Adel 1533-1588, det senere genoptrykt i lidt omarbejdet form i Schultz Danmarks Historie (II, 1941). Til den store Sønderjyllands Historie, som Hans Lund redigerede sammen med Vilh. la Cour, Knud Fabricius og H
olger Hjelholt, bidrog han med det på omfattende arkivstudier hvilende afsnit om den politiske og nationale udvikling 1864-1920 (bd. V, 1933), hvor bl. a. et rigt brev materiale, der beroede i private arkiver, udnyttedes til at kaste lys o
ver de politiske brydninger inden for Nordslesvigs danskhed.
Hans Lund viser her en påfaldende evne til at øve ret og skel over for både edsaflæggere og edsnægtere, over for både H. P. Hansen og Jens Jessen og senere over for Flensborg bevægelsen, og den samme retsindighed og forståelse præger
hans fremstilling af den tyske politik over for Sønderjylland og Danmark, selv om han endnu ikke kunne udnytte de tyske myndigheders arkiver. Fortrinsvis Sønderjyder behandlede han i 92 biografier i Dansk Biografisk Leksikon (1933-44). I 196
5 udsendte han den fortrinlige bog om Askov Højskole 1865-1915. De sidstnævnte bøger er skrevet på Tanderupgård ved Ribe, hans slægts gamle gård, som han havde erhvervet 1949. Også det hører til billedet af denne mand, at han var
landmand - bonde - med liv og sjæl, og at han var stolt over, at hans besætning i en årrække hørte til de bedste i Sønderjylland. Hans Lund var en meget flittig mand, men han havde aldrig travlt og var altid rede til at give et råd. At der blev
trukket store veksler på hans hjælpsomhed fremgår af de mange tillidshverv, han fik betroet. Her skal kun nævnes, at han fra 1928 sad i bestyrelsen af Historisk Samfund for Sønderjylland og 1928-52 var medredaktør af Sønderjyske Årbøger.
Fra 1957 var han formand for Sønderjysk Skoleforening.
Ved denne mands pludselige død mindedes man uvilkårligt en sang fra højskolesangbogen, som han selv satte pris på, N. F.S. Grundtvigs Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord
