Billedbeskrivelse
Portræt af malermester Hans Adolf Brorson Pedersen, der var født i Kvaglund den 14. marts 1882. I 1896 kom han i malerlære, hvor han blev udlært i 1900. Efter soldatertjenesten drog han på valsen til Tyskland, Schweiz og Italien. I 1910
blev han gift med Kirstine Marie (f. Hansen) fra Gammelby ved Esbjerg.
Billedtitel
Hans Adolf Brorson Pedersen, ca. 1952
Maler H. Brorsen Pedersen.
Blandt de unge der for ca. 50 År siden tog på Valsen for at lære se og høre noget nyt, var også H. Bror sen Pedersen.
En Aftenstund opsøger vi Brorsen Pedersen, og beder ham fortælle lidt om sin Barndom, Håndværk og Rejseliv
Brorsen Pedersen begynder med Begyndelsen og siger, Jeg er født den 14 marts 1882 i Kvaglund Jerne Sogn, min Fader Gårdejer Iver Pedersen var født St. Andst på Pedersborggård, - min Moder Ingeborg (født Hansen) var fra Rørkjærgård ved
Esbjerg.
Vi var to Søskende. - Da jeg var 10 År døde min Fader, Gården blev solgt og Moder flyttede ind til Esbjerg, hvor Jeg kom til at gå i Skole, og var tillige en Tid Bydreng i en Møbelforretning hos Bruhn og Jørgensen, der havde Værksted i
Gården og Udstilling til Gaden hvor nu krone apoteket findes.
I 1896 kom jeg i Maler lære og i 1900 udlært hos Malermester Busch. Som Svend arbejdede jeg i 2 År hos Malermester Holm i Esbjerg, og efter min Soldatertjeneste på Hærens Laboratorium i København rejste jeg til
Udlandet - i Hamborg stoppede jeg op og fik Arbejde med det samme, men der blev jeg kun nogle få Måneder, fra Hamborg rejste jeg til Berlin hvor jeg arbejdede Året ud.
Søndagene i Berlin benyttede jeg sammen med kammerater til Udflugter for at se og opleve noget. - Vi tog ofte med de små Floddampere der sejler på Spre floden gennem Berlin, og havde på den måde mange dejlige søndage.
Flere Gange var jeg så heldig at se Kejser Wilhelm 2. og Kronprinsen komme kørende gennem Gaderne med fire Skimler for Vognen, og det var med fart på. - Gaderne blev en time før Køretøjet kom, afspærret for alle Arbejdsvogne, og kort
efter stod det tæt af Mennesker på Fortovene, og alle Mænd med Hatten i hånden.
Hen mod Årets Slutning pakkede jeg sammen, og rejste hjem for at holde jul.
Først februar Måned tog jeg atter afsted mod Syd, først til Hamborg hvor jeg straks fik Arbejde, først i et lille Firma hvor vi var 5 Svende, og derefter i en større hvor vi var 60 Svende, jeg arbejdede udelukkende ved
Reparationsarbejde.Efter 3 Måneders Ophold i Hamborg rejste jeg til Düsseldorf og fik der Arbejde med det samme i et helt nyt Villakvarter der blev bygget, jeg arbejdede der i ca. 2 Måneder.
I Düsseldorf lige over for Banegården blev den gang opført et stort Cirkus Variete der kostede 5-6 Millioner, -et Beløb der den gang var imponerende.
Fra Düsseldorf tog en Kammerat og jeg til Verdensudstillingen i Liege, og derfra en Tur langs Rhinen, - det tog 14 Dage.
Jeg rejste så til Frankfurt hvor Jeg straks fik Arbejde. En kort Tid arbejdede jeg på et stort Gods, tilhørende Fürst Vegeberg, - han var meget rig og fornem, - Kejser Wilhelm kom der stadig på Besøg, stærk medvirkende dertil var
Godsets store Ridebane, og den store Stald hvor der var Derby Stutteri.
Fürst Vegeberg ejede store Glasfabrikker Baade i Tyskland og Polen ved disse fabrikker blev der gjort en hel Del for Arbejderne, blandt andet lod han bygge et stort Optagelseshjem i Klosterstil (Fürst Vegeberg var Katolik) for Børn af For
ældre der var kommen til Skade på
Fabrikkerne, Børnene fik en udmærket Forplejning og Skolegang.
I december Måned rejste jeg hjem for at holde jul.
For tredje Gang tog Jeg i februar Måned atter afsted til Hamborg hvor jeg ligesom tidligere arbejdede en kort Tid, og bog så derfra lige til Schwiz, til Kanton Graubuden der ligger op til den italienske Græn se jeg fik Arbejde i den gaml
e smukke By Ohur der ligger højt oppe i Bjergene, og er et meget søgt Kursted, - i Nærheden ligger Kurstederne
Davos og St, Maurice.
I Chur arbejdede jeg på Hotellerne, og en Tid malede i Byens gamle Rådhus, bygget i det 13 Århundrede.
Fritiden benyttede Jeg til Bjergbestigninger sammen med Kammerater, det var spændende og ikke ufarlig. - Første gang jeg var med på en sådan Tur var til Pexsengnis, en meget høj Bjergtop. Vi var 3 kollegaer og en Schweizer der startede e
n lørdag Eftermiddag, vi nåede en turisthytte sent på Aftenen hvor vi overnattede, og fortsatte derfra tidlig næste Morgen. På den mest farlige Del af turen måtte vi benytte Hakke og Reb for at klare Opstigningen. - Kl. 12 Middag var vi
på Toppen, og tilberedte da straks Middagsmad af vort nedbragte Dåsemad Vejret var strålende og Luften klar, så vi kunde se i mange Miles Omkreds. - Dette storslåede og skønne Syn glemmer jeg aldrig,
Nedstigningen gik forholdsvis hurtig, men alligevel meget streng, den ene af Kollegaerne en Berliner kunde ikke døje Nedstigningen, smerterne i hans Fødder og i benmusklerne blev så svære, at vi måtte bære ham det sidste Stykke af
Vejen. En anden henrivende Bjerg tur gik til via Male Slugten, den var skøn, men ikke nær så anstrengende.
Otte Dage før Jul tog jeg til Italien, gennem et Pas ved St. Mouritz, - turen foregik med Kane over den evige Sne og Is, ned til den
Lille henrivende by Como, der ligger ved søen af samme navn - Det var en enestående Begivenhed at komme fra gen evige Sne til sydlandsk
Natur med Palmer og pinier.
Efter et kort Ophold Como, tog jeg til Milano for at blive nogle Dage og der se den interessante By og Omegn, Juleaften var jeg i
Domkirken og oplevede da hvorledes det italienske Folk holder jul.
Fra Milano tog Jeg til Venedig, hvor jeg sejlede Gondoler, samt se berømte Bygninger og Pladser Byen.
Fra Venedig sejlede jeg over Lagunen til den gamle By Chioggia, og derfra til fods gennem Po fodens Dalsænkning, eller rettere langs med Po floden.
På Sejlturen over Lagunen traf Jeg og mine to Rejsefæller to Tyske reder havde arbejdet på Klingefabrikken Toledo, de talte godt italiensk og foreslog at vi skulde gøre Følgeskab, - jeg var naiv nok til at sige ja, - senere opdagede Jeg
at det var et Par tyveknægte, men det var jo bagefter. Hvorfor at jeg gik ind i Følgeskabet var Sproget, som jeg ikke magtede.
På Fodturen langs Po floden kom vi gennem skønne Landskaber og smukke Lands byer, da vi havde gået et Stykke, snappede den ene af tysker på Vejen en Høne og kvalte den, kort efter kom vi til en teglværk Hønen blev indsmurt i Ler og lagt
ind i ilden, - da en passende tid var gået blev Ler klumpen taget ud og slået itu, Fjerene hængte fast i Leret, og Hønen var fin stegt.
Senere på Spadsereturen gik vi ind en Beværtning for at købe noget at spise. - Tyskerne forlangte Makaroni med brunet Smør,
Det var et lille sted vi var kommet ind, thi manden måtte i byen for at købe Smør. - I Ventetiden tog den ene af Tyskerne en Flaske Chianti af de langhalsede, og puttede den i min Rygsæk.
Da vi havde spist og vandrede bort derfra, var jeg ikke glad før Flasken blev knækket og kom bort, thi det øverste af Flasken kunde ikke helt skjules i min Rygsæk.
Da vi nåede til en større By hvor der til flere Sider kørte Tog, blev vi for at spise og sove om natten. - Jeg stod meget tidlig op og forsvandt med Toget, jeg havde fået nok af det følgeskab.
I Bologna gjorde jeg et kort Ophold, og derfra videre til Florenz
hvor jeg beundrende så den smukke by, med de mange Kunstværker. Derfra tog jeg til Rom, hvor jeg blev i 14 dage for at gennemtrave den evige Stad på Kryds og på Tværs, - jeg var selvfølgelig alle de Steder hvor enhver turist absolut
skal, - Peders kirken, Vatikanet, Amfiteatret, Katakomber, mm.
Da jeg vilde rejse fra Byen kom der brev fra Guldsmed Erlandsen og Kordegn - Lauridsen (fra Esbjerg) der var på Rejse til det hellige Land, at de kom til Rom, og bad mig være Vejviser for dem. - Jeg måtte så forlænge mit Ophold længere
end bestemt, - hvad: jeg Ikke fortrød, thi vi havde nogle dejlige Dage sammen.
Fra Rom rejste Jeg til Neapel, hvor jeg for første Gang på turen stiftede Bekendtskab med et Dyr der kaldes Lus. - I Neapel var der meget urenlig.
Jeg var selvfølgelig også i Pompeji og på Vesuv, jeg var i Følge med to danske malersvende, rigtig store svære karle, og det var godt, for ellers ved jeg ikke hvad der kunde være sket, - på Vejen op til
Toppen af Vesuv blev vi ustandselig standset af Tiggere og Vejvisere, vi var inden vi begav os på Vej bleven enige om selv at klare turen, og viste derfor alle tilbage.
Da vi nåede toppen på Vesuv, gik vi et stykke ned i Krateret, og satte os på et Klippestykke, for et spise vor medbragte Mad og Vin som vi havde købt på Vejen inde Opstigningen.
Da vi havde siddet lidt stod der pludselig fire Italienere med hver en Stok et kort Stykke fra os. - Vi var ikke glade ved det Syn, men Italienerne må sikkert heller ikke følt sig helt overlegne, da de så de to store kraftige Karle sidd
e bag Klippe blokken ved Siden af mig.
Da en lille Tid var gået spurgte en af mine Kollegaer, om de ikke vilde have noget at spise og en Flaske Vin dette Spørgsmål løste Spændingen, Italienerne spiste og drak og blev venlig stemt, - lidt efter forsvandt de, og vi var løst fo
r truslen, eller Faren for at blive skubbet ned Krateret dybe Brønd.
Fra Neapel rejste jeg til Capri, Øen med den blå Grotte der øver stærk tiltrækning på enhver rejsende, i 3 Dage måtte jeg opholde mig på Øen, for at vente på stille Vejr, så der kunde sejles Ind i Grotten.
Opholdet på Capri er en Oplevelse der fuldt ud står på Højde med alt andet smuk der findes i Italien.
Fra Capri tog jeg til Sorrento, og derfra til fods langs Havet til Salerno, og derfra igen til Neapel, hvor jeg kom med en Udvandrerdamper til Genua. - På den tur fik Vi en stærk Storm, og de mange Italienere der lå tætpakket i Lasten sam
men ned vi andre Rejsende blev så søsyge at jeg aldrig har oplevet noget værre før eller siden, jeg skyndte mig op på Dækket i en anden Luft.
Genuas Havn overvældede mig ved sin Størrelse, - Et Stykke uden for Byen ligger Kirkegården Campo-Santo der er kendt for sin Størrelse, og med de mange store og smukke Gravmonumenter udført af forskellige kendte
Billedhuggere, mit Ophold på Kirkegården tog der for ikke så kort
Fra Genua tog jeg på Fodtur, først langs den italienske Riviera og derefter tilbage, og med Middelhavets Kyst langs den franske Riviera, det var en varm Spadseretur endda det var i februar Måned (der var 27 Graders Varme) en lille Tid gi
k jeg sammen med 2 danske Gartnere, og vi var da inde at se to store Slotsparker.
Spadsereturen med Vejen oppe i Bjergene var enestående, Middelhavets dybe blå Vand til den ene Side, og til den anden Side store skyggefulde Palmer, - en Dag på min tur gik jeg svedig og træt ind på en Vinrestaurant for at få noget at
drikke, samtidig med mig kom en Herre kørende i gig, og han vilde også ind for at få en Svaledrik, - ved Indgangen spurgte han om jeg var tysker, jeg sagde Nej, men Dansker, og straks inviterede han på en Flaske Vin.
På min Vandretur kom jeg til Nice samt Monte-Car1e, men Jeg spillede ikke, kun så Jeg at store Beløb skiftede ejer.
Fra Klea tog jeg med Damper til Marseille hvor jeg opholdt mig i 4 Dage for at se Byen, Havnen og Folkelivet.
Mine Penge var ved at slippe op, og en Landsmand havde det ligeså, vi gik op til Konsulen, og fik da hver en halv Billet til Genf - En tysk kammerat gik til den tyske konsul, men han fik ikke Billet. Vi måtte da løfte ham over Afspærringe
n til Stationen, og i toget måtte hen skjule sig hver Gang Billetterne blev kontrolleret. - Vi havde af Konsulen fået Besked på, at vi skulde rejse lige igennem uden at gøre Ophold, men vi kunde Ikke modstå at stå af i Lyon, for at se de
store Silkevæverier.
I Genf blev jeg et Par Dage for at vente på Penge som en kammerat havde lånt og skulde sende til Genf sammen med min Kuffert med mit Tøj. Det var også på høje tid at Pengene kom, da jeg ikke i hele Byen kunde finde Arbejde. Jeg tog
derefter til Lausanne og fik Arbejde i en
Dekorationsfirma, men det var lige ved at gå galt, - Fagforeningen vilde spærre for mig, til Fordel for egne Svende, jeg måtte tage hårdt på Modstanden, og forlangte som dansk Dekorationsmaler at få Arbejde, og det gik. Jeg kom til at
arbejde på et stort Hotel inde i Byen, og derefter på et andet uden for Byen.
Efter ca. 2 Måneders Forløb tog Jeg atter afsted for at se og opleve Schweiz. - I Bern var der en meget stor Skandinavisk Forening hvor jeg en lørdag Aften oplevede en rigtig Naversammenkomst, - fra Bern rejste jeg til Luzern og derfra vid
ere til Zürik hvor jeg atter fik arbejde, det var dog kun en kort tid, i Zürik var der også en meget stor Skandinavisk Forening, hvor alle de mange unge Naver samledes for at drøfte Oplevelser og synge Naversange der i mange tilfælde var
skrevet af Navere. Søndagene benyttede jeg til Udflugter rundt Omegnen for at opleve den storslåede Natur.
Fra Zürik tog jeg med tog til Innsbruck, og derfra til jeg fik Arbejde samme dag hos malermester Jurs, der stammede fra Sønderjylland, han var kongelig Hofdekorationsmaler. Førstemanden eller Kester svenden i Firmaet var også fra
Sønderjylland og kunde tale dansk, men det var kun på to mands hånd, en Dag fortalte han at en han arbejdet sammen med Brødrene Hansen, og jeg måtte love at hilse fra ham når jeg kom til Esbjerg. Hos Jurs -arbejdede jeg en Tid i Statsministerens
Bolig der lå lige over for Rigsdags bygningen.
I Vien boede jeg med en dansk -Kammerat, og han blev så ødelagt af Væggetøj bid at han var helt ulykkelig, flere Gange om Natten måtte han stå op af Sengen, og gik da rundt på gulvet og jamrede over Smerterne. Da der var gået 3 Måneder
bestemte vi os til at rejse hjem, og stærk medvirkende dertil var Væggetøjet.
Det var med Sorg i Sind at Beslutningen blev taget, især kneb det hårdt for mig at rejse derfra. Vien var en fortryllende By, og blandt de store Byer absolut den som jeg syntes bedst om.
Fra Vien tog jeg lige hjem, og det skyldtes at Svoger Bagermester Olsen havde bygget en stor Ejendom, som skulde males, og han vilde gerne at jeg kom hjem og overtog dette Arbejde.
På rejsen hjem gjorde jeg ophold i München og Nürnberg, og derfra direkte til Esbjerg, hvor jeg straks begyndte som Malermester, det var den 7 August 1907.
For mig og ligeså mine Kammerater, kan siges, at disse Vandreår udvidede vor horisont og vor faglige Uddannelse ved at høre og se de forskellige Landes Arbejdsmetoder og arbejdsmåder, der efter vor Hjemkomst er bleven til stor Nytte for h
ele den danske Malers tand, - og dertil kommer for vi der var ude, de mange Minder der stadig dukker op i
Erindringer.
Moden den store Magt er alle afhængig af, også vi Malere. I Førstningen da jeg kom hjem var der meget Dekorations arbejde, og det var Baade kønt og smukt, men efterhånden blev det forfladiget og svandt bort, - nu begynder det atter at
vise sig, men en mere enkelt og moderne Stil.
Lidt om Privatlivet.
1 1910 blev jeg gift med Frøken Kirstine Marie født Hansen fra Gammelby ved Esbjerg, - vi har to Børn en Søn og en Datter som er gift i København, Sønnen er Medindehaver i Malerfirmaet
Mine Privatinteresser har ikke været Foreningslivet, men derimod Naturskønhed, med Lyst tager jeg med til de mange kønne Stader i vort Land, og kender eller har nu været overalt i Danmark med undtagelse af et Stykke fra Lønstrup og til
Thyborøn, og det når jeg vel også, Desuden har jeg når Tid og Lejlighed gaves været med på mange Selskabsrejser i Udlandet.
Krigen 1939 -1945 og derefter satte Punktum for Rejselivet over Grænserne, men jeg håber på, en Gang Igen, at bliver let og frit som tidligere, - så Jeg atter kan komme afsted. og få høre fremmede tungemål og se smukke Landskaber.
75 År.
Maler H. Brorsen Pedersen. Danmarksgade 48 Esbjerg, bliver Tore dag den 14 marts 75 år
Maler Brorgen Pedersen er Gårdmand søn fra -Kvaglund ved Esbjerg. Faderen døde da han var 10 År, Gården blev solgt og Moderen flyttede med sine to Børn til Esbjerg. Brorsen Pedersener altså en rigtig Esbjergdreng, og opdraget til Mod på
Livet.
Udlært som Maler tog han som alle svende den Gang på Valsen og berejste de sydlige Lande 4 År, hvor han lærte meget fagligt viden.
Hjemkommen til Esbjerg begyndte han som selvstændig Malermester, og har som sådan virket næsten en Menneskealder. Dermed er Ikke sagt at han har forladt Håndværket. Nej, Brorsen Pedersen er stadig Aktivitet sammen med Sønnen som er
udlært Maler.
I Årene Løb har Brorsen Pedersen malet i et Utal af Hjem og har ved sin stille og beskedne Væsen vunden mange Venner.
75 År.
Fru Brorson Pedersen. Danmarksgade 48 Esbjerg, bliver mandag den 24 februar 75 år.
Fru Brorson Pedersen er Gårdmandsdatter fra Gammel by. Faderen Hans Peder Hansen var sognefoged og kendt under Navnet Peder Sognefoged og var meget afholdt ar sine sognefolk som en god og hjælpsom Mand
I den temmelig store Sognefogedgård var der meget at tage Vare på, og Fru Brorson Pedersen har helt fra sine første Skoleår lært at tage Del i alt Arbejdet Baade inde som ude på Marken når Hø og Kornet skulle høstes og køres i Hus.
Fru Brorson Pedersen forstod hurtig at omstille til at leve i Byen da hun blev gift med malermester Brorson Pedersen og fik Hjem i Esbjerg. Hendes gode medfødte Egenskaber fra Hjemmet i Gammelby førte hun med Sig som en god Hustru, samt tr
ofast og god Moder for deres to Barn en Datter og Søn.
Maler håndværket.
Vort Lands Historie og Maler håndværket står på en Måde i meget intim forbindelse, idet de forskellige Tidsafsnit, op og nedadgående økonomiske tider afspejles meget tydelig i Maler håndværket eller Malekunsten der er udført.
Selv om det ikke er meget, der er bevaret fra Fortiden, er der alligevel så meget, at det tydelig ses, hvorledes de gode Årtier har påvirket Malerne og skabt de mest glade Farver.
Det er væsentlig i vore Kirker at Fortidens Maler håndværk eller kunst er bevaret, og som har givet Anledning til at bedømme de forskellige Tidsafsnit i politisk og økonomisk Henseende Sammenlignet med Historien, - derunder har vore Maler
e levet og virket.
Den danske Malerkunst eller Håndværk er ikke helt landets egen, det er fremmede Malere der har givet Impulser og Ideer, og udført en Del af Arbejdet, - alligevel har de danske Malere været gå betydelige, at de har formået at fordanske, o
m man kan sige sådan, det fremmede så meget at Resultatet blev et for Landet særegen, og som sådan kan der tales om dansk Malerkunst.
Kalkmalerierne i vore Kirker er kommen til udefra, men alligevel så meget ændret og påvirket af vore egne Malere, at der også om denne Kunstart, kan tale om danske Kalkmalerier.
De danske Malere har således årtier efter årtier været dygtige Håndværkere, men stadig modtaget Påvirkning og Fornyelse udefra.
På Landet blev Maler håndværket mest drevet som Fuskerfag, og det forklares bedst ved at forstå selve Håndværket som Fag, - kort udtrykt i nogle få Sætninger. - Man finder ikke let et Håndværk der som Malerfaget kræver så få
Forudsætninger for at udøves, og så mange for at mestres.
Helt til 1870 var det sjælden at træffe en bosiddende Maler i de vestjyske Landsbyer. - Det var kun i Købstæderne der var Arbejde for Malere.
I Landsbyerne var der en og anden der fuskede i Kunsten, men det var som Regel en Mand der ikke holdt af at bestille noget, og Folkeviddet var der straks. - Han er Maler, og Praler, og en skidt Betaler.
I mange Hjem på Landet fandtes der kun hvidskurede Døre, Borde og Bænke.
Det var næsten kun Kisterne der var malet, og Farven var blåt eller rødt tilsat Kønrøg, for at få en køn afdæmpet tone.
Efterhånden blev Dørene i Stuen, og Panel væggen med Låger elle: Skodder for de indelukkede Senge, samt Hjørneskabet til Kopper Glas og Porcelæn, også malet og det var med samme blå eller røde Farve.
At der sparedes på Malingen sås bedst derpå at adskillige Vinduer, både ud og indvendig aldrig havde været malet. Vinduerne var lavet af Strandingstræ, fedt rødt Fyrretræ, og som sådant meget hold bart, selv uden Maling.
I de gode Korn salgs år i 1870-erne blev der malet meget. Porte Døre og Vinduerne, blev malet udvendig, - det meste af dette Malerarbejde blev udført af Manden eller Konen. - farven (kuløren) var næ sten overalt blå tilsat Kønrøg.
I de større gårde på Landet begyndtes der at stille større Krav til Farver og Udsmykning, og der sendtes da Bud efter en rigtig Maler, men det var jo kun i ganske få Landsbyer der fandtes en faglig udlært Maler.
