Som en af de landmænd der fik de tyske militæranlæg, og følger deraf, på personlig og nært hold, vil jeg her nedskrive mine erindringer, onm genvordigheder fra 1943 og nogle år fremover.
Så vidt jeg husker, var det i 1941, der blev gravet nogle løbegrave tværs over min mark, men de generede nu ikke så meget, da alle veje blev holdt passable. Men så var det vist i at tankgrave og minefelter blev anlagt. Det slog næsten
fuldstændig mit landbrug i stykker, af 24 tdr., land agerjord blev der kun ca. 6 tdr. land dyrkbar jord tilbage, og det var i det nordvestligste hjørne, langt fra ejendommen, da vi for at komme dertil måtte om gennem Nørreskoven og med Veste
r Gjesingvej, og her var afspærret af et luftværnsbatteri, der havde fast station der under hele besættelsen, så jeg fik udstedt ausweis, men var der engelske flyvere i nærheden, måtte vi pænt vente med at komme igennem til de var
borte.
Da de "arbejdsløse" var færdig ned tankgravene, var de også godt i gang med at bygge de såkaldte bunkers, og min maskinhus og garage blev rekvireret til opbevaring af cement og redskaber. En stor Sct. Bernhardts hund var bundet der inde ti
l at passe på sagerne. Samtidig nedlagde tyske soldater tankminer og flaskeminer, samt opsatte pigtrådsspærringer på min mark.
Jeg måtte så i foråret 1944 sælge det meste af min besætning, da der ikke længere var græs og foder nok. Jeg solgte på en gang syv køer til en mand i Roust, son satte sin besætning om til tuberkulosefri, og tre køer blev solgt til anden
side. Så va0r der seks køer og ungkvæget tilbage, son jeg så håbede kunne klare sig ned de seks tdr. land plus engene. Min opklodsede bil, en Opel Olympia, der kun havde kørt 2800 km, måtte også sælges til en værnemager, lidt for billig,
på grund af pladsmangel.
To unge danske ingeniører stod for byggeriet af bunkers (panserstillinger), og ofte tiggede de mig for at stille heste, vogn og kusk til rådighed en dag eller flere, mod stor betaling, nem heldigvis holdt jeg stand og sagde nej, selv om je
g havde to karle, og nu faktisk ikke havde arbejde til mere end den ene. Jes sagde jo at jeg ønskede at arbejde for besættelsesmagten, hvortil de så ellers gerne sagde, ja men vi er da danske entreprenører.
Da entreprenørerne forlod maskinhus og garage, kom værnemagten og stillede tre morterkanoner og 10 cykler derind, og de var der lige til krigen sluttede.
Stor knibe blev jeg stillet i, da jeg kort før jul 1943. fik besøg af en tysk officer med oppasser, de forlangte indkvartering for 6 mand og 0 heste. Jeg husker jeg var gået til sengs med en halsbetændelse. så jeg lod husbestyrerinden
anvise han karlekammeret på staldloftet, men han kom hurtig tilbage og gik op stuehusloftet. Der fandtes tre værelser, den må vi have, sagde han. Men jeg protesterede, de blev jo brugt til soveværelse for husbestyrerinden og mine tre børn.
Godt sagde han, så må De forlade ejendommen i løbet af to måneder, det passer os i grunden også bedst, det er jo militær område, Jeg sagde at jeg det bekræftet fra danske myndigheder. Dagen efter fik jeg Så talt ned politimester Hebo, son
lovede at kontakte værnemagten. Det blev så ved stalden og de tre værelser. Men i ca. en måned viste jeg jo intet, så jeg var ude efter at finde noget vi kunne flytte til. For øvrigt fik vi hverken folk eller heste indkvarteret.
Det sidste år før kapitulationen blev vi næsten altid standset og måtte vise legitimation, når vi kom fra landevejen og til mit hjem efter mørket frembrud,Da krigen sluttede forestod der en større oprydning, heldigvis påtog det
offentlige sig jo da at jævne tank -og skyttegrave samt pigtråd, medens tyskerne blev pålagt at fjerne minerne, før de sidste soldater forlod landet. Det regnes dog stadig ikke for ufarlig, at færdes hvor minerne havde ligget. og mange landmænd
var villige til at betale en mand særlig høj dagløn, for at pløje og harve jorden første gang, så de selv slap for det, Vi har da også de første år fundet fire miner son var blevet glemt. Den ene tog min unge karl en søndag med hjem i vor
værksteds hvor han ville prøve at skille den ad, hvorved den eksploderede, og rev hans ene hånd af. Nogle måneder før var mine to drenge på 11 og 13 år blevet slemt tilredt, da de pillede ved en mine nede i Nørreskoven.
Selv on tankgrave var jævnet og fjernet, varede det dog adskillige år, før jorden igen var normal. Senegræs og anden ukrudt havde bredt sig slemt, og da de kemiske ukrudtsraidler endnu var ret ukendte, var bekæmpelsen besværlig.
Det var nødvendig at køre læs af staldgødning og andet, da vognen sank dybt hvor tankgravene havde været. Traktoren, son jeg anskaffede 1950, blev også otte hængende når jeg pløjede, gå det undertiden var nødvendig at få hjælp for at få
den op. At jeg i 1953 solgte en del af min jord til kolonihaver, skyldtes for en del disse vanskeligheder.
en lille symbolsk erstatning blev betalt af det offentlige, men det vigtigste var jo da, at de sørgede for, at jorden blev brugbar igen.
Da tyskerne var borte, blev luftværnsbatteriet besat og det meste slået i
Stykker af frihedskæmperne, og jeg blev igen forbudt gennemgang til min jord, indtil det igen lykkedes at få en dansk passerseddel.
Nogle erindringer
Mit hjem, det meste af livet, blev Sejlstedlund - bygget af min far 1908. Gårdens navn kommer af en lavning, der går for gården, gennem Nørreskoven, ud til Fourfeldt bæk, og fra gammel tid benævnet Sejlsted Moss, Hvor gården blev
bygget var en sandbanke, der først for nylig var indtaget til dyrkning. Fader måtte nok sælge mit fødehjem Bakkegården, den bedste jord, fordi han fik tuberkulose, og var en tid indlagt på Silkeborg og Spangsbjerg Sanatorium. Samtidig satte
nogle penge til (ligesom så mange andre Gjesing bønder) ved handel ned noget jord i Esbjerg.
Hvad skulle vel dreng, født på en bondegård, i 1904 vel blive andet end bonde, blev i hvert fald resultatet for ca. 95% af unge. Jeg havde også så langt tilbage jeg kan huske interesseret mig for dyr og træer, så det der stod næst var
nok planteskole eller skov.
Mit personlige forhold til dyr begyndte vel i 1910, med, foruden vor egen hund og kat, at jeg blev ven med naboens gedebuk Mads. Den stod i naboens kostald, fordi bukkelugten skulle være et middel mod kalvekastning. Den fik jeg lov at lån
e med hjem, men så en dag jeg trak Mads tilbage, satte han hornene i min bagdel, så tror jeg nok lånet hørte op. Jeg blev ellers senere den lykkelige ejer af både gedekid, duer og kaniner, og der blev afsluttet mange en handel ned
kammerater og andre. Da jeg blev 10 år kom de mere faste pligter, så var skolegangen i sommerhalvåret indskrænket til hver onsdag formiddag fra kl, 7 til 12. Mit faste arbejde i hjemmet var da at vande kreaturerne, og cykle i engen for at tælle,
og slå vand fra bækken op i et kar til ungkreaturerne samt flytte får og hjælpe med at trække køerne hjem.
Til mit hjem hørte 32 tdr. land, deraf 7 i eng og ca. 2 tdr. land i skov og have. I stalden var plads 10 køer, 10 kalve og ungkvæg 1 so 10 fedesvin, 20 høns og 3 heste. Foruden far, mor og mig havde vi en voksen karl og en pige, som beg
ge var fægtet £or et år ad gangen. Lejemålet blev som regel indgået hen på sonneren, husbond udbetalte så gerne ca. 2 kroner i fæstepenge, og lejemålet var gerne fra 1. november til november næste år. Lønnen var vel for en karl ca. 300
kr. årlig, og for an pige noget mindre. Lønnen blev son regel udbetalt ved at spørge husbonds når manglede 2 kr. 10 kr. eller lignende. 1/3 af lønnen kunne kræves udbetalt i løbet af vinterhalvåret, men 2/3 skulle stå til sommerhalvåret.
Arbejdstiden var 6-7 om morgenen til 9-10 om at aftenen, med et lille hvil efter middags og aftensmad. Det kunne så aftales ved fæstemåls indgåelse, at man skulle have fri til at gå til gymnastik og lignende, ellers skulle man altid
spørge, om man kunne få fri inden for førnævnte tidspunkter.
Spisetiderne var: morgenmad grød) ca. kl 7, formiddags mellem mad kl 9, middag (altid to retter) kl. 12, kaffe med kaffekage kl 15, aftensmad kl 19, (tuvede) kartofler med spegesild, bakskuld eller kødrester fra middagen, og så et stk
. franskbrød og de rugbrøds mellemmadder man kunne spise). Efter opvasken måtte mor og pigen så ud og malke fire - fem køer hver (der var altid tre gange malkning om dagen, karlen skar hakkelse, og gav dyrene et sidste foder. Hvornår man
stod op, afhang gerne af mælkevognen, den kom gerne ved 7 tiden, og så skulle der jo være malket og mælken sat uden for stalddøren, ellers kunne mælkekusken være ondskabsfuld nok til at køre fra morgenmælken, og det var jo ikke så
godt. Køerne stod om sommeren tøjrede, og skulle altid flyttes, dvs. lidt længere ind i græsset, mindst en gang hver halve dag. Var det varmt, skulle de gerne stå inde nogle timer om middagen, da var bremserne værst, og stak køerne halen i
vejret og bissede, kunne det nok få en lille høverdreng til at græde, hvis koblet splittedes, eller tøjrepælen blev revet op og dyrene susede hjem i stalden. Det blev en stor lettelse, da bremserne ved lov blev udryddede gennem 1930erne, ko
hudernes værdi blev også forringet af bremselarve. Først jeg husker havde vi træ tøjrepæle, og så havde vi altid en trækølle til at slå dem ned i jorden med, senere fik vi jernstager, de kunne som regel stampes ned af træskoene. Til
ungkvæget i engene var man tidligt begyndt at hegne med pigtråd, og omkring 1920 blev det også alminde1ig ved gårdene med pigtråd til køerne, og så varede det egentlig ikke så længe før de elektriske hegn kom frem.
Elektricitet kom forholdsvis tidlig til Gjesing, vistnok i 1913. Til elkraft fik vi så, tærskeværk, hakkelse maskine og vandpumpe til at pumpe en vandbeholder, nogle år senere fik vi så kværn, og vandrør til toilet, bruser og opvask
lagt ind i huset. Centralvarme fra komfur blev som noget forholdsvis nyt på landet installeret hos os i 1920 Den store bageovn blev benyttet fra ca. 1920 og nedrevet i 1929.
1 april 1920 kom jeg som 15 årig første gang ud at tjene. Det var hos Niels Bank i Åle, hvor det især var meningen jeg Skulle lære noget om frøavl. Det var flinke og oplyste folk at være hos, og vi karle og piger blev gerne opfordret
til at gå ned til alle møder i kirke og forsamlingshus, også selv om det var arbejdstiden, senere har jeg nok syntes, at arbejdet undertiden havde været lidt strengt, og hvem ved om det ikke har været lidt skadelig, når ofte måtte gå
efter en hestetrukken kemikalie sprøjte og rense dysserne når de tilstoppede, eller når jeg i flere dage, med en rygsprøjtes måtte sprøjte Nikotin, både på vore egne os naboens frømarker.
Måske skulle jeg lige nævne turen til Åle. Først rejse med statsbanen til Horsens, hvor jeg selv måtte bære min trækuffert med tøj over til Horsens - Tørring banen, for at få det med som rejsegods. Ankommet til Rask Mølle station måtte
kufferten og jeg så med hestetrukken dagvogn til Åle, hvor jeg blev modtaget af Niels Bank. Jeg måtte her dele et lille mørkt værelse sammen ned forkarlen Alfred, og med indgang direkte fra hestestalden.
Hjemme igen: at høste græs og korn brugte vi kun leen indtil 1912, da fik vi en aflægger, det var en maskine som høstede kornet og samlede det på en platform, maskinens fire store vinger kunne så indstilles, så hver tredje eller
fejre vinge ragede det høstede ud i passende bunker, hvortil man bagefter lavede bånd og bandt, hvorefter det blev sat i Skok til vejring, som regel 12 i en skak, 5 stokke var så en trave = 60 neg. Når vi så talte traverne og tærskede e
n af dem, kunne vi omtrent regne ud, hvor neget der var på marken i pund eller tønder.
Aflæggeren havde vi vel ca. 7 år, den var tung at trække for to heste og lidt ofte reparationer. Vi fik så en kombineret slå og høstmaskine, hvor man i et stativ bag knivene samlede kornet, og kusken kunne så ned foden udløse til
passende neg. Det var en noget mere enkel og lettere maskine, men man skulle følge at binde op, så tre - fire mand, måtte ruppe sig, for at blive færdige før maskinen kom i næste omgang.
1921 var vi fire naboer købte en selvbinder i fællesskab som dog efter få år blev handlet så vi kun blev to om fællesskabet.
Indtil ca. 1919 blev kornet sået ned hånden, fra en sæk som var bundet over nakken. På samme måde også kunstgødning indtil 1925. da fik vi en gødnings- spreder,
gang ca. 1915
Om vinteren gik det meste af tiden ned at passe dyrene, tærske, rense korn og køre roer ind fra kule i marken, var der sne og blæst, kunne vente bud fra snefogden, om at stille med en eller to mand, alt efter sneens mængde og gårdens
størrelse, for at kaste sne på de offentlige veje. Det var en pligt uden betaling. De private veje måtte vi selv sørge for.
I marts - april blev vårsæden sået, og i maj blev sat kartofler efter plov, i hver anden fure, ligesom der så skulle sås roer, før det var tid at gå i engen for at grave tørv. Tørvene var langt den væsentligste brændsel både til komfur
og kakkelovn. Der er gravet mange tusinde læs tørv gennem årene i sønder og vester engene, selv om der var meget svovl i dem, en del er blevet solgt, og udskibet til Fanø, der hvor fiskerihavnen nu ligger, I 30erne hørte tørvegravningen
op, og man gik over til udenlandsk og bedre brændsel. Mange fik nu centralfyr, mit hjem var vist det første der fik radiatorer i Gjesing 1920.
Til pinsen skulle haven gøres i stand, og huset både udvendig og indvendig ses efter med kalk og maling, kneb at nå det, så i hvert fald færdig til grundlovsdag.
Juni og juli var der travlt ned at luge roerne og bjerge høet, Engene blev slået med le, og fra de laveste steder måtte rives sammen med håndriver, og bæres op hvor hest og vogn kunne færdes. Rev man hø ned håndrivert var man gerne
flere om det, forrest gik gerne de større børn, så pigerne, derefter karlene, og så var strengen jo gerne blevet tyk, og så måtte der en eller to mand til at skubbe eller bære det hen og satte det i stak, hvis det var tørt nok til det. Når
høet og tørvene så var godt i hus, skulle roerne ofte luges for ukrudt en ekstra gang, før korn og kartofler var tjenlige til høst. Straks efter høst blev marken skraldpløjen, dvs. pløjet så tyndt som muligt så en del ukrudt kunne spire,
for så at blive pløjet dybt senere.
Af kartofler blev der avlet en del på disse egne dengang, nu er det blevet mindre, kalkreaktionen er blevet for høj. Kartofler var ofte tjenlig til optagning i september. Så kom roeoptagningen i oktober. Toppen blev skilt fra roden me
d en roekniv, og det kunne nok give en øm ryg, og de skulle også helst læsses på vognen med hænderne, at bruge spidsgreb mente man var skadelig for roerne.
Efter roerne skulle der så vinterpløjes, og det ville man gerne have overstået inden jul. Roehuset skulle også helst fyldes helt til jul, så man mellem jul og hellig tre konger, kunne nøjes med at passe dyrene.
Var der tid var det også godt vinterarbejde at fjerne nogle fyrretræer i vor plantage, slæbe den hjem og partere dem med økse og sav, så både grene og stammer kunne bruges til ovn, komfur og kakkelovn. I foråret plantedes så løvtræer,
særlig bøg på fyrrens plads.
Gjesing d. 1. april 1984.
Niels Gregersen